Gør finanskrisen til din fordel!

Gør finanskrisen til din fordel. Den som vælger at vente overlader sin ”skæbne” i andres hænder. ”Konditest” din virksomhed og få planen for, hvordan du kommer på forkant. Forskellen på at komme styrket eller svækket ud af finanskrisen er hårfin, men for den som griber til handling nu, er der en god chance for ikke alene at komme styrket ud af krisen, men også at få udbygget sin konkurrencefordel ift. konkurrenterne.

Banker krakker, virksomheder går konkurs og regeringer verden over har været nødsaget til at spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud under samfundsøkonomien. Du har sikkert allerede gættet, at jeg taler om Finanskrisen. En krise der i min bevidsthed startede med nogle ”dårlige lån” i USA. ”Hvad har det med os at gøre?”, var vi sikkert mange der tænkte, og nu få måneder efter, er vi blevet meget klogere!! Hvad slutningen på denne krise bliver og hvornår udviklingen vender, er der vist ingen som ved med sikkerhed. Som en af mine samarbejdspartnere i den finansielle branche sagde, så har han aldrig set noget lignende, ”…det som sker i markedet lige nu, går stik imod alle teoribøger”. 

Hvis du nu tror, at jeg har skrevet en større afhandling om de økonomiske konsekvenser af finanskrisen, så må jeg desværre skuffe dig. 

Men det der interesserer mig ved krisen, er den røde tråd som der har været i de samtaler, som jeg i den seneste måned har haft med topledere i dansk erhvervsliv. ”Tråden” lyder nogenlunde sådan her; ”Hvad sker der?”, spørger jeg. ”Jamen der sker ikke rigtig noget, det er ligesom om at alle venter!”. ”Venter på hvad?”, spørger jeg, ”Det ved jeg faktisk ikke…” 

Det virker som om at den foretrukne reaktion på krisen er, at virksomhedsledere landet over vælger at vente!! På hvad spørger jeg? Og hvad opnår man ved at vente?

Ingenting er min påstand, virksomheden bliver måske endda endnu mere sårbar, hvis de ikke reagerer på situationen. De virksomheder som ex. ikke har fokus på deres kapital, og ikke gør noget, vil gå svære tider i møde! Den som vælger at vente, overlader sin ”skæbne” i andres hænder! 

”Konditest”
Situationen kan sammenlignes med, at vi er i gang med at træne til et maraton. Pludselig får vi at vide, at vi vil få modvind hele vejen, den dag vi skal løbe og at det måske også bliver regn. Hvad gør vi så? Holder en pause med at træne? Det vil med sikkerhed ikke gøre vores resultat (tid) i maratonløbet bedre! Men det vil nok være hensigtsmæssigt at tage en ”konditest”, og få tjekket, hvor god man er til at løbe i modvind og regn.     

”Man kan ikke ”konditeste” en virksomhed”, er der måske nogen som tænker! Jo, det kan man godt, og det er ikke noget som behøver at tage lang tid og koste mange penge!! Så er du interesseret i hvordan din virksomhed kan komme styrket ud af krisen, så følger her min enkle opskrift på en effektiv ”konditest”. 

”Konditesten” er bygget op omkring 6 nøglespørgsmål og gennemføres ved en kombination af en ”faktabase” (en faktuel beskrivelse af virksomhedens situation) samt en dialog i ledelsen. Med resultatet af ”konditesten” i hånden, kan virksomheden justere sin strategi og opdatere sine fokusområder for den daglige drift. 

1) Konkurrencefordel
Start med at få fokus på hvor din virksomhed har konkurrencefordel ift. konkurrenterne. Hvis dette ikke er tydeligt, kan svaret findes ved at forholde sig til følgende spørgsmål: 3 gode grunde til at kunderne skal vælge at handle med netop din virksomhed? 

Nedenstående spørgsmål kan bruges som inspiration: 

  • Hvilke kunder og segmenter har potentiale?
  • Hvad er konkurrenternes styrker og svagheder?
  • Hvad kan din virksomhed tilbyde kunderne, som ingen andre kan? 

Som grundlag for denne beslutning er det en god idé, at vide hvor virksomheden tjener penge. Ulønsomme kunder kan ofte fortælle om segmenter, hvor I ikke har eller ikke kan opnå konkurrencefordel, og som måske i længden vil være en bedre idé at lukke ned eller sælge. 

Når I har valgt de 3 parametre som giver jer konkurrencefordel, så har I samtidigt et link til jeres strategiplan. Hvis kunderne ex. skal vælge din virksomhed, fordi I har en hurtig levering – er det nødvendigt, at I har en strategi ”der viser vejen til”, at reducere leveringstiden til kunderne. 

Benyt lejligheden til at opdatere jeres udviklingsprojekter i strategiplanen. Er alle stadig lige relevante og giver de den effekt som I har forventet? 

2) Pres på priserne
En af konsekvenserne ved denne krise er, at konkurrencen stiger. Kunderne kender situationen og vil forsøge at udnytte den til deres fordel, så der vil komme pres på priserne. 

I denne situation er det vigtigt at vide, hvilke kunder som virksomheden tjener penge på og hvilke ikke. Overreager ikke i denne situation, ved ex. at dumpe priserne, de er ”et spejl” af jeres omkostningsniveau.

Hold derfor hovedet koldt og beslut jer for, hvilken indflydelse krisen skal have på jeres priser! 

3) Omkostninger
Finanskrisen er en oplagt anledning til at kikke på virksomhedens omkostningsniveau. Undgå at beslutte jer for en generel besparelse på x% i alle afdelinger over hele virksomheden. Vurdér situationen i den enkelte afdeling nøje. Der er sikkert afdelinger som vokser og som tjener gode penge, så overvej om der er behov for ændringer i disse enheder. Skyd med andre ord med riffel og ikke med spredehagl.  

Husk i denne forbindelse at sociale omkostninger til ex. morgenbrød og julefrokosten, har en stor betydning for den daglige trivsel blandt medarbejderne. Eller sagt med andre ord, hvis I har behov for at spare julefrokosten væk, så er der nok større problemer, som I ikke har fået taget fat på!

4) Kapital
Aktiekursen er, efter min opfattelse, ikke vigtig i den nærmeste fremtid – det er fokus på jeres kapital og hvordan den anvendes derimod.

  • Hvordan ser virksomhedens cash flow ud?
  • Kører faktureringsrutinerne optimalt?
  • Er der styr på debitorer og kreditorer?
  • Er næste års investeringsniveau stadig det rigtige?

Det er min erfaring, at de afdelinger som har styr på deres cash flow, også har styr på deres forretning - at der tjenes penge, at kunderne er tilfredse og at medarbejdere trives. Brug cash flow som en enkel indikator til, at finde ”de sten som skal vendes”! 

For de virksomheder der allerede har et optimalt cash flow og et solidt kapitalgrundlag, byder situationer som denne ofte på muligheder for at gøre nogle gode forretninger. Vurdér konkurrenternes og samarbejdspartners situation – der er måske en god handel at gøre!

5) Motivation
Man vender ikke en krise til sin fordel, uden at medarbejderne og deres ideer inddrages i arbejdet. Kan medarbejderne ikke forstå det overordnede formål med de ændringer som der gennemføres, og ved hvad der forventes af dem, skaber det utryghed og frustration og så går produktiviteten ned. 

Undervurder ikke betydningen af den løbende kommunikation til organisationen. Hvad er målet, hvilke tiltag iværksættes, hvad er tidshorisonten og hvad er de næste skridt!

Situationen bliver en syretest på, hvor god ledelsen er til at bedrive ledelse. Gemmer ledelsen sig inde på kontorerne eller er de ude blandt medarbejderne og er synlige og tilgængelige? Det afgør i sidste ende medarbejdernes indstilling til at håndtere krisen.

6) Eksekvering
I sidste ende er det resultatet som tæller. Og resultater skabes ved, at der er sammenhæng imellem det vi beslutter, og det vi gør! Så implementér de beslutninger som I har truffet hurtigt og konsekvent, og etablér et enkelt opfølgningssystem så alle ved, at I er på rette vej, samt at I opnår de resultater, som der er målsat.

Manglende eksekvering af beslutninger skaber frustration og undergraver ledelsens troværdighed.

Enkelt & effektivt
Du tænker måske, at det vil tage ”en krig” at gennemføre ”konditesten”!? Men med ”faktabasen” vedr. virksomhedens situation i hånden, kan ”konditesten” gennemføres med et godt resultat på ½-1 dag i en dialog i ledelsen. 

Der er ikke tale om en total revision af virksomhedens strategi. ”Konditesten” giver overblik over virksomhedens situation, og tydeliggør de tiltag som skal implementeres, for at virksomheden kan udbygge sin konkurrencefordel og dermed gøre Finanskrisen til sin fordel.  

Jeg har i ovenstående, forsøgt at give en enkel og effektiv opskrift på en ”konditest”, som skaber mulighed for at komme styrket ud af krisen. ”Konditesten” kan benyttes i såvel mindre som større virksomheder. Jeg håber, at jeg har givet dig et andet perspektiv og inspiration til at du kan vende modgang til fremgang i din virksomhed. 

Skulle du have spørgsmål eller er der noget som du gerne vil have uddybet, står jeg til disposition. Kontakt mig gerne, hvis du er interesseret i at høre mere om, hvordan vi kan skræddersy og gennemføre en ”konditest” i din virksomhed.

”Hvis man gør som man altid har gjort, så får man, hvad man altid har fået.”


Til top