Forestil dig, at din virksomhed er et Formel 1 Team

Lad mig afsløre en hemmelighed. Jeg er vild med Formel 1. Én ting er spændingen i løbet, men den væsentligste årsag til min passion er, at jeg drømmer om selv at være en del af et Formel 1 team en dag.

Svedig af begejstring

Jeg bliver helt svedig af begejstring, når jeg hører, hvordan Formel 1 teams arbejder med at finde de næste tiendedele og hundrededele af et sekund i jagten på, at få deres bil til at køre hurtigere.

Det er ikke bare motor, aerodynamik og dæk, de fokuserer på, det er alle dele af bilen NED TIL DE MEST UTROLIGE DETALJER. Alle jagter forbedringer, alle steder, med det fælles mål at blive hurtigere, at vinde det næste løb, at vinde mesterskabet og være de bedste.

Når udfordringer er en sport

Jeg tror, at de har gjort det til en sport at løse udfordringer. Jeg har svært ved, at forestille mig, at der er nogen på et Formel 1 team som siger: ”Det kan ikke lade sig gøre” eller ”Nu kan denne hjulnøgle ikke blive bedre”. De bliver ved – ved med at tænke nyt, ved med at prøve nyt, lige indtil de finder den næste tiendedel. Kun for at gøre det igen. I jagten på den næste tiendedel.

Alle er vigtige

For mig er den ultimative team-test et Formel 1 pitstop. De bedste teams skifter 4 hjul på under 2 sekunder! Det er her, al træning skal gå op i en højere enhed. Her lykkes teamet kun, hvis alle lykkes. For deres virkelighed er, at hvis manden med hjulnøglen har problemer, så kommer bilen ikke afsted, før problemet er løst. I Formel 1, er alle vigtige.

Det må være fantastisk, at være en del af et Formel 1 team.

Drømme er vejen til indflydelse

Men hvorfor er det vigtigt, at kende sine drømme? Fordi vores drømme fortæller ”Hvem er jeg” og ”Hvad er vigtigt for mig”. Har vi ikke denne viden, hvad styrer så vores valg af job?

Det er nok ikke realistisk, at jeg får et job hos et Formel 1 team. Hvis du ser mig, når jeg skifter vinterdæk på min bil, vil du sikkert give mig ret. Men jeg har stadig brug for, at kende mine drømme. Mine drømme fortæller mig hvilken type virksomhed, jeg gerne vil arbejde i, hvordan virksomheden skal arbejde med udvikling, og hvordan ledelsen skal prioritere mennesker og samarbejde.

Jeg drømmer ikke kun, jeg handler

Med min drøm som drivkraft gør jeg alt, hvad der står i min magt for at finde firmaer som arbejder efter samme principper som mit ”Drømme Formel 1 team”. Jeg kan godt, bruge din hjælp til at finde nogle flere:

  • Hvor er det firma, som har så høje ambitioner, at de altid ”tænker ud af boxen” for at nå deres mål?
  • Hvor er det firma, som tror 100% på teamwork, hvor alles indsats er efterspurgt, anerkendt og hvor alle er vigtige?
  • Hvor er det firma, som har gjort det til en sport at løse udfordringer?
  • Hvor er den ledelse, som vil gøre ovenstående muligt?

Kender du nogen virksomheder, der er kendetegnet af ovenstående? For der vil jeg gerne arbejde.

Er tiden kommet til en ”morfar” på sofaen, så du kan finde dit drømmejob?

Tak for din opmærksomhed.

Get Busy Living.

Ole

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *