If I don’t change, I will break bad

Jeg har ingen planer om at begynde at producere methamfetamin, og jeg er heller ikke alvorlig syg, som Walter White i Breaking Bad. Men hvis jeg ikke ændrer den måde, jeg skriver artikler på, så er jeg bange for, at jeg vil blive syg.

Wunderlist fortalte mig, at der var noget galt

Jeg bruger Wunderlist til at skabe overblik over mine opgaver. Jeg har en mappe på denne liste som hedder ”artikel ideer”. Det kommer nok ikke som den store overraskelse, når jeg siger, at jeg bruger denne mappe til at skrive ideer ned til artikler, jeg løbende får. Wunderlist har den smarte funktion, at man på forsiden kan se hvor mange noter der ligger i mappen. Dette tal er i den seneste periode blevet ved med at stige.

Den anden dag valgte jeg at stille mig selv spørgsmålet; Hvad er årsagen til at antallet af artikel ideer stiger, men aldrig falder? Her er mine svar på dette spørgsmål:

Et oplagt svar er, at jeg får flere ideer til artikler, end jeg kan nå at skrive. Men det er kun en del af sandheden. For når jeg tæller hvor mange artikler, jeg har offentliggjort på min blog, så er det få. Jeg har svært ved at komme i gang med at skrive. Hvorfor?

Jeg ved, at jeg er langt bedre til at formulere mig mundtligt end på skrift. Jeg har altid kæmpet med at få formuleret mine tanker og meninger på en måde, jeg var tilfreds med. Jeg stiller store krav til mig selv om, at det jeg skriver skal være professionelt, præcist og at det skal kunne gøre en forskel for andre. Det er jo klart, at skriveriet går i stå, når jeg stiller så store krav til mig selv, på et område hvor jeg ikke er så kompetent…godt gået Ole!!

Det er ikke altid det rigtige, at følge andres gode råd

Men det er ikke hele sandheden. Jeg er bange for at gøre noget forkert, bange for uenighed, bange for at sige noget som der ikke er belæg for, og være kritisk. Når man har det som mig og samtidig ikke specielt trænet i at skrive, så går man (læs: jeg) på jagt på nettet, med den underliggende tanke, at på nettet er der specialister, der ved hvordan man skriver, hvordan man når sit publikum og får dem til at interagere og tage kontakt. Og det skal jeg lige love for at der er. Der er mange dygtige, som gerne vil dele deres erfaringer og give gode råd. Problemet for mig bliver bare, at udover mine egne store krav til det som jeg skriver, bliver mit hoved nu fyldt af alle de gode råd, jeg har fundet på nettet:

  • ”Titler på artikler skal skrives på en bestemt måde, hvis du vil ha’ læserne til at klikke”
  • ”Du må ikke skrive om problemer, folk vil ha’ løsninger”
  • ”Vær opmærksom på dit humør når du skriver, læserne vil have den gode energi”

osv., osv., osv.

Det er ovenstående jeg har rettet min skrivning ind efter. Så tror da fanden, at det tager mig 7 timer at skrive et blogindlæg, at jeg ikke får skrevet flere artikler og, at jeg føler, at jeg er ved at springes af alle de meninger, jeg har indeni som vil ud.

Jeg er blevet upersonlig

Men det er ikke det værste. Det værste for mig er, at når jeg læser de artikler, jeg har skrevet, så føler jeg, at jeg selv er ”forsvundet”. Forstå mig ret, jeg står 100% inde for de artikler, jeg har skrevet. De er short-and-to-the-point og en lækkerbisken for dem som vil ha’ større indflydelse på deres liv. Men de er upersonlige. I alle de krav jeg stiller til mig selv, i alle de gode råd jeg forsøger at følge for at kunne ”slå igennem” på nettet, har jeg ”hældt mig selv ud med badevandet”. Jeg bliver helt ked af det, når jeg skriver dette.

Min historie er løbet af med mig

I dette tema stikker et “gammelt spøgelse” fra min historie sit hoved frem. En af de ting som jeg har kæmpet med en stor del af mit liv er, at føle mig forkert og anderledes. Du drømmer ikke om, hvad jeg har gjort for at passe ind, og samtidig vise at jeg er dygtig.

Den dag i dag identificerer jeg mig med drengen i ‘Kejserens Nye Klæder’. Drengen der siger, når der er noget som ikke giver mening. Jeg ved hvordan den dreng har det, når han siger ”Jamen, han har jo ikke noget tøj på!” og alle andre tavst kikker på ham.

For mig er det i dag uudholdeligt, at være i situationer hvor der sker ting der ikke giver mening, at være i forsamlinger hvor alle ved, hvad problemet er, men ingen tør tale om det eller at bruge min tid på ting, der ikke skaber værdi. Jeg får det fysisk dårligt, hvis jeg ikke reagerer, når jeg er i disse situationer.

Der må “nye boller i suppen”

Nu er tiden kommet til, at jeg må reagere på den måde, jeg skriver artikler på. For jeg har det dårligt, af alle de meninger jeg holder tilbage indeni. For min egen skyld.

Jeg vil øve mig i at skrive mere spontant, autentisk og på en måde som føles rigtig for mig. Jeg satser på, at det kan hjælpe mig til at blive mere glad for og stolt af, at være den som gør opmærksom på, når ting ikke giver mening, at være den der nedbryder tabuer, og være den som gør det værdiløse værdifuldt. For det synes jeg, at der er behov for.

Tak for din opmærksomhed.

Get Busy Living.

Ole

 

4 replies
  1. Klaus Iversen
    Klaus Iversen says:

    Her lykkedes det da! Det at udtrykke dig på skrift som i tale. Jeg kan klart se dig for mig, genkende din sprogbrug, se dit udtryk i ansigtet, se din kropsholdning.
    Godt og brugbart indspark.

    Svar
    • Ole Bartels
      Ole Bartels says:

      Hej Klaus – jeg er så glad for din kommentar. Du støtter mig og motiverer mig til at fortsætte skriveriet. Som du kan læse, er du ikke den eneste der har træningsbaner 🙂

      Svar
  2. Erik Vibe Pedersen
    Erik Vibe Pedersen says:

    Hej Ole
    Jeg vil også gerne kvittere for et både inspirerende og lærerigt – men også meget ærligt og personligt blogindlæg. Jeg tror mange har haft oplevelsen af, at sidde i et møde eller en situation, hvor det var svært at se meningen, men hvor frygten for at være den eneste, der havde det på den måde, forhindrede italesættelse af det – jeg har i hvert fald.
    Jeg er stor tilhænger af, at man også i skriftlig kommunikation kan mærke afsenderens holdninger og følelser – hans/hendes personlighed. Det afhænger naturligvis af typen af kommunikation og situationen, og det bør naturligvis også ske indenfor rammerne af almindelig god opførsel og sund fornuft. Der er bestemt meget skriftlig kommunikation, hvor kommentartråde m.m. stikker helt af, men jeg tror også omvendt, at mange interessante budskaber og holdninger forsvinder ud af kommunikationen i forsøget på at holde budskaberne indenfor nogle snævre rammer for såkaldt god kommunikation.
    Jeg tror, at både afsenderen og modtagerne beriges, hvis der lukkes lidt op personligheden og skrues lidt ned for det polerede – især hvis man har noget interessant på hjertet, ligesom du har Ole.

    Svar
    • Ole Bartels
      Ole Bartels says:

      Hej Erik tak for din tilbagemelding og din telefonopringning. Den hjælper mig til, at “det er OK at være personlig”. Måske opskriften er, at holde op med at tænke så meget og i stedet for bare at sige det, vi har på hjerte? Vi er heldigvis mennesker og ikke robotter.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *