Ta selv iltmasken på først

Ledere skal være mere egoistiske

Langt de fleste forretningsmæssige udfordringer kan løses, hvis ledere indser betydningen af at lytte til sig selv. For hvis de gjorde det, ville de ikke altid optræde, som de gør i dag. 

Hvis konsekvensen er, at du føler dig som en egoist, når du begynder at lytte til dig selv først, er det helt OK med mig, og jeg er sikker på, at dine medarbejdere er enige med mig.

Lytter du ikke til dig selv, risikerer du nemlig, at dine følelser overtager kontrollen over din lederstil, og det er ikke altid fornuftigt, det følelserne vil have dig til at gøre.

Ta’ selv iltmasken på først

Når jeg er ude og flyve med min familie, har jeg altid haft det lidt stramt, når vi når til det sted i sikkerhedsinstruktionen, hvor de siger: ”Skulle der blive brug for ilt, vil panelet åbne sig og en iltmaske vil falde ned. Træk i snoren og tag masken på.” OG NU KOMMER DET: ”Ta’ selv masken på først, inden de hjælper andre.”

Jeg har altid tænkt: ”Mine børn er da vigtigere end mig, de skal have masken på først”. Men det er ikke altid, at vi skal følge vores tilskyndelser og instinkter. For fornuften i instruktionen er jo, at hvis jeg ikke er i live, så kan jeg ikke hjælpe mine børn. Så selvfølgelige skal jeg passe på mig selv først.

Men hvad har iltmasker med arbejdslivet at gøre, tænker du måske? Ikke noget direkte, selvom jeg har deltaget i en del ledelsesmøder, hvor jeg har tænkt, nu kan der godt falde et panel med iltmasker ned….

Årsagen til at jeg fortæller denne historie er, at det er min erfaring, at mange ledere ikke bryder sig om at tale om dem selv, og hvordan de har det. Som en af mine kunder sagde til mig: ”Jeg er jo ikke egoist”.

Følelser styrer den måde du leder på, om du kan lide det eller ej

Der er bare et problem med den måde at tænke på, det er, at hvis du ikke er bevidst om, hvordan du har det, og hvad du føler, er det dine følelser, der styrer dine lederstil. Og det er ikke altid lige fornuftigt og lade dem bestemme.

Lad mig give dig et par eksempler:

  • Mange ledere har så meget om ørerne, at de har mistet overblikket. Når først overblikket er røget, så er det næste, der ryger evnen til at prioritere. Sker det kan medarbejderne se frem til arbejde i massevis, stress og det der er værre. I denne situation er det fornuftigt at prioritere.
  • Mange ledere arbejder mange timer, som i rigtigt mange timer. Når man arbejder meget, bliver man træt. Får man ikke slappet af, sovet, restitueret, ladt sine batterier op igen, så er der grænser for, hvor god ledelse vi kan præstere. Medarbejdere har brug for ledere, der har overskud.
  • Ledere der ikke lytter til sig selv risikerer, at vores medfødte angst for ubehagelige følelser, overtager styringen af deres lederstil. Så står den på udskydning af løsning af konflikter, optræde inkonsekvent overfor medarbejdere der ikke overholder aftaler (læs: mistillid) og arbejde sig ihjel for at undgå ubehaget ved at sige ”Nej.”

Styret af fornuften fra flyvemaskinen og iltmaskerne, hjælp dig selv før du hjælper andre.

Behøver jeg at sige mere?

Egoisme er godt

Hvis egoisme betyder, at ledere lytter til sig selv først, så de leder kompetent, og gør det som er fornuftigt, så er jeg vild med egoisme. Og det synes jeg også, du skal være.

Kom i gang med at lytte til dig selv?

Gør det at lytte til dig selv til en vane. Træner du din lytning i en kortere periode, vil du programmere din underbevidsthed til at lytte til dig selv, helt uden at du behøver at tænke over det.

Lykkedes du med det, kan du se frem til et indrestyret liv, i stedet for at du altid skal tilpasse dig til alle andre.

Der er mange måde at komme i gang på. En af måderne er at starte en refleksion ved hjælp af nogle spørgsmål. Her er, hvad jeg selv synes, er et godt sted at starte:

  • På en skala fra 1-10, hvor glad er jeg for at gå på arbejde? Svar på spørgsmålet og beslut hvad du vil gøre for at hæve din arbejdsglæde med 1 point.
  • På en skala fra 1-10, hvor godt er mit overblik? Er du utilfreds med dit overblik, så begynd at skrive det ned du ikke har overblik over, og dit overblik vil blive bedre.
  • Udskyder jeg nogen konflikter? Hvis dit svar er ja, så beslut hvad du vil gøre for at komme i gang med at løse konflikten
  • Hvad forhindrer mig i at lytte til mig selv? Skriv disse forhindringer ned og begynd at gøre noget ved dem.

Har du brug for en grundigere analyse og en personlig anbefaling til, hvordan du bliver bedre til at lytte til dig selv, så læg vejen forbi min drivkraftsanalyse. Det tager 3 min.

Gør noget nyt

Du skal være opmærksom på, at refleksion og erkendelser ikke ændrer din hverdag, det kræver at du gør noget nyt. Vælg et af ovenstående punkter, som betyder allermest for dig at gøre noget ved og kom i gang.

Jeg tror på

Jeg tror på, at de ledere der lytter til sig selv først, og bruger det de hører, til at gøre hvad der er ledelsesmæssigt fornuftigt, ikke bare vil skabe de bedste resultater, de vil også være anerkendt af deres medarbejdere og føle sig stolte.

Tak for din opmærksomhed.

Get Busy Living

Ole

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *