Frygt

Det jeg frygtede allermest, er sket

Det sidste halvandet år har der stået på min to do liste, at jeg skal afholde et møde, hvor jeg vil give de tilmeldte, en oplevelse af hvordan jeg arbejder.

Opgaven er simpel. Find og book et sted, lav et program og send invitationer ud. Så hvad er årsagen til, at jeg er blevet ved med at udskyde opgaven? Svaret handler om mine følelser, mere præcist noget jeg er bange for. Bange for at invitere til en workshop, med et indhold jeg selv synes er menings- og værdifuld, hvis nu ingen vil tilmelde sig. Hvad ville det ikke fortælle om mig?  

Morgenmøde

For lidt over en måned siden kom jeg i gang. Jeg sendte invitationer ud via LinkedIn til et morgenmøde, hvor nysgerrige sjæle kunne komme forbi med en af deres udfordringer under armen. De ville få en introduktion til, hvordan vores hjerne fungerer. Få opskriften på hvordan de opnår mere indflydelse på deres liv og komme i gang med at løse en af deres udfordringer. What’s not to like, tænkt jeg. Men antallet af tilmeldinger fortæller noget andet. Ingen har tilmeldt sig.

Det jeg frygtede allermest, er sket

Jeg er både ærgerlig, ked af det og frustreret over, at ingen har fundet det værd at lægge vejen forbi. Men jeg ligger ikke i et hjørne deprimeret og værdiløs, som mine følelser frygtede, inden jeg sendte invitationerne ud.

Hvad kan jeg lære?

Det er klart, at jeg ikke kan blive ved med at fortsætte sådan. Jeg tager følgende læring med mig:

  • Jeg må få fingeren ud af kanalen. Hvis angsten for at blive afvist får lov at styre min adfærd, ender jeg med at sidde bag mit skrivebord, og finpudse detaljer som kun jeg finder vigtige. Jeg må i stedet gribe telefonen, pennen, lave røgsignaler og aktivt fortælle hvad jeg tror på og brænder for. Første skridt til succes er altid, at udbrede kendskabet til det jeg laver, og det er mit ansvar, at det sker.
  • Jeg vil være mere ydmyg. At opfordre mennesker til at stoppe op, tage stilling og gøre noget nyt, er ambitiøst. Det kan være sårbart at ”se sin virkelighed i øjnene”. Og dem som har viljen til at gøre det, har brug for at gøre det i et tempo der passer dem. Et morgenmøde, hvor jeg lægger op til at tale åbent om sine udfordringer, i et lokale med fremmede mennesker, kan jeg godt forstå, kan være et for stort skridt for mange.
  • Jeg vil blive bedre til at finde de ambitiøse, og dem som har viljen til at gøre noget ved deres udfordringer. Fordi folk har udfordringer, er det ikke ensbetydende med, at alle vil gøre noget ved dem. Hvis jeg ikke er opmærksom på dette, risikerer jeg, at bruge min tid på passivt at vente på, at folk bliver klar til at tage fat i deres udfordringer. Jeg vil hellere bruge min tid på at ”tæmme de vilde” end at ”sparke liv i de døde”.
  • Jeg skal værne om min egen arbejdsglæde. Jeg synes, at det er hårdt at markedsføre og sælge, til ledere der har mere end almindeligt travlt med andre ting. Det kræver kræfter og overskud. Sørger jeg ikke for selv at tanke op, så er det min egen arbejdsglæde, jeg ofrer på at overbevise andre om det fede ved at have indflydelse og føle sig glad. Paradoksalt!

Spørgsmål jeg må finde svar på

Men episoden rejser også spørgsmål, som jeg endnu ikke har svarene på:

  • Er jeg den eneste, der interesserer sig for betydningen af at kende sin drivkraft?
  • Findes der ambitiøse ledere, som har modet til at udvikle deres egen lederstil, så de bliver i stand til at løse de udfordringer, de aldrig har fået løst?
  • Hvis de findes, hvor finder jeg dem?
  • Er LinkedIn det rette sted at markedsføre mig selv og mine ydelser, eller skal jeg finde en mere personlig og direkte metode?
  • Er morgenmøde konceptet, den bedste måde at give mennesker en oplevelse af hvordan jeg arbejder?
  • Skal jeg opgive?
    • Skal jeg pakke min konsulentforretning sammen og erkende, at jeg ikke er dygtig nok til at overbevise ledere om, at de, ved at udvikle deres egen lederstil, kan skabe arbejdsglæde og resultater de ikke forestiller sig er mulige?
    • Skal jeg opgive drømmen om, at der findes mennesker, der lige som jeg, ønsker at opnå fuld indflydelse over vores liv, og som vil bruge denne indflydelse til at få det bedste ud af livet?

Når jeg skriver disse refleksioner dukker en film op i mit hoved. En film jeg kender rigtig godt. Jeg står på en stor banegård. Banegården er tom. Ved en af perronerne holder der et tog. Det er fyldt med mennesker. De ser glade ud. Toget begynder at køre, uden mig. Nu har det forladt banegården, og jeg er alene tilbage. Ensom.

Det er når livet er svært, at vi allermest har brug for vores drivkraft

Det er på tide at skifte filmen ud. For virkeligheden er, at jeg gider ikke at leve i en overfladisk og upersonlig verden. Jeg gider ikke, at leve et liv hvor jeg skal tilpasse mig til, hvad andre synes er vigtigt. Jeg gider ikke at lade mine udfordringer forhindre mig i, at arbejde på den måde der gør mig glad. Og det synes jeg heller ikke, at du skal.

Jeg vil skabe resultater, jeg er stolt af. Jeg vil bruge mine kompetencer til at hjælpe andre med at opnå mere indflydelse, så de kan udvikle deres lederstil og få det bedste ud af livet.

The Natural Born Leadership Express

For mig er tiden kommet til at forlade den hektiske, overfladiske og upersonlige banegård. Det gør jeg, med toget der hedder  ”The Natural Born Leadership Express”. Expressen holder ved perron www.olebartels.dk.

Jeg inviterer alle ambitiøse ledere, og dig som vil leve dit liv fuldt ud, med ombord i toget der har drivkraft, indflydelse, glæde, stolthed og frihed som destinationer.

Der er plads til de nysgerrige, dem som søger inspiration, og dig som vil opbygge dit mod. Den dag du har modet til at komme i gang med at gøre noget nyt, kan du tage min drivkraftsanalyse, og få mine personlige anbefalinger til hvordan du kommer i gang.

Ekspressen kører. Vil du med?

Tak for din opmærksomhed.

Get Busy Living

Ole

2 replies
  1. Dina Fagerhøj
    Dina Fagerhøj says:

    Jeg er utrolig ked af din oplevelse. Jeg tror ikke, at det er bevidst undladelse eller mangel på interesse. Bare en hård fordeling af, hvad har jeg tid til og prioriteringer. Jeg ved, at det første der forsvinder, når jeg har travlt, er tid til at prioritere sig selv. Især i arbejdstiden.

    Svar
    • Ole Bartels
      Ole Bartels says:

      Hej Dina det skal du ikke være ked af, af flere årsager.

      1) Jeg opfordrer andre om at være åbne om deres udfordringer, derfor er jeg det også selv.

      2) I en travl og hektisk verden, forstår jeg godt at man bliver nødt til at prioritere. Man skal dog være opmærksom på at hvis man ikke prioriterer at gøre noget ved sine udfordringer, vil man blive ved med at have dem.

      Jeg gør hvad der står i min magt for at motivere, inspirere og hjælpe andre til at få mod nok til at gå i gang med at løse deres udfordringer, så de kan få mere indflydelse på deres eget liv. Det kunne være fedt hvis folk valgte at starte deres rejse på et af mine morgenmøder, men det vigtigste for mig er at de kommer i gang, for deres egen skyld.

      Tak fordi du tog dig tiden til at skrive din kommentar 🙂 Bh Ole

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *