For mange kokke fordærver maden

99 kongedømmer eller 1 kongerige?

I denne uge har jeg hørt en del om regeringens forslag til kommunal udligningsordning. Denne artikel handler ikke om regeringens konkrete udspil, men om selve udligningsordningen og den splittelse den skaber i befolkningen.

En splittelse der slet ikke er nødvendig.

Flov at være dansker

Den debat og retorik, der har været brugt om ordningen, har gjort mig trist og flov over at være dansker. Dette er min drivkraft for at skrive denne artikel. Mit budskab er, at vi har brug for ledere der samler befolkningen og som kan sikre et retfærdigt samfund.

Udligningsordning – hvad er det?

Hvis du, ligesom jeg, vil vide, hvorfor vi har en udligningsordning, så får du her, det svar jeg fandt på Wikipedia:

”I Danmark har den kommunale udligning til formål at udligne forskelle i udgiftsbehov og beskatningsgrundlag mellem kommunerne for at sikre et mere ensartet forhold mellem skatteniveau og serviceniveau.”

Der er slet ikke behov for udligning

Set ud fra et nationalt perspektiv, er der slet ikke behov for en udligningsordning. Virkeligheden er nemlig, at statens skatteindtægter og omkostninger til de offentlige velfærdsydelser er de samme, uafhængigt af hvor danskerne bor.

Problemerne opstår, når man deler landet op i kasser, og tror, at man, via en kompliceret algoritme, kan regne en retfærdig fordeling ud. Det kan man ikke.

Retorik der splitter os

Én ting er, at der findes en udligningsordning, det værste er, hvad debatten om den gør ved befolkningen. Vi må lægge øre til ord som ”Robin Hood ordning”, ”Der er vindere, og der er tabere” og ”De rige kommuner skal give til de fattige kommuner”. Det er en retorik der splitter befolkningen og puster til intolerancen. Så meget for #danmarkibalance og #sammenhængskraft.

Lad mig sige det klart: Der findes ikke rige og fattige kommuner. Hvis der findes noget, er det et rigt eller et fattigt land. Og det er helt sikkert, at hvis vi fortsætter med at tale og behandle hinanden, som vi har gjort i den sidste uge, så findes der ingen vindere, kun tabere.

Kan vi have tillid til vores politiske ledere?

Kommentarer fra borgmestre og ministre om regeringens forslag til udligning, har givet os et billede af, hvordan vores offentlige valgte ledere forvalter den tillid, vi har vist dem.

De arbejder ikke efter et fælles mål, men opfører sig mere som hinandens modstandere. Som konger der alle kæmper om at få flest penge til deres egen kasse (kongedømme). Hvad der driver dem til at opføre sig sådan, ved jeg ikke. Men min gæt er, at de tænker: jo flere penge jeg får i min kasse, jo flere borgere kan jeg gøre glade, jo større er mine chancer for at blive genvalg.

Prisen vi danskere betaler for de mange ”kongers” kamp om pengene, er den magtesløshed, du føler næste gang du spørger, hvorfor dine børn igen har haft vikar i skolen? Eller hvorfor din mor på plejehjemmet igen ikke har været i bad?

Hvem har ansvaret? Til hvem kan vi klage? Borgmesteren? Jeg kan allerede høre svaret: ”Jeg beklager, det er der ikke råd til. Vi var taberne i udligningsreformen.”

Skal vi så ringe til indenrigsministeren og stille samme spørgsmål? Mon ikke svaret er: ”Det har vi aftalt, at kommunerne skal sørge for. Og vi har betalt dem via udligningsreformen”.

Var det en privat virksomhed, der blev drevet på denne måde, ville den være gået konkurs for længe siden.

Det er bare ikke godt nok.

Der findes en bedre løsning

Men det er muligt at løse udfordringen på en mere enkel og retfærdig måde. En måde der samtidig skaber et samarbejde mellem, i dette tilfælde kommunerne og staten, omkring et fælles mål, nemlig at sikre, at befolkningen i Danmark får de velfærdsydelser, vi har krav på. Det er også muligt at give borgerne en højere grad af indflydelse, i de tilfælde hvor det offentlige ikke lever op til de velfærdskrav, vi har ret til.

Er vi fornuftige, vil løsningen på sigt også kunne give de offentlige ydelser et løft i kvaliteten og blive mere omkostningseffektive.

Her er mit forslag

Styr kommunerne som omkostningscentre, i stedet for profilcentre. Nedlæg de 98 kasser og fortsæt med én kasse. På min lønseddel er der kun én linje, hvor der står skat. Jeg aflevere ét beløb til det offentlige. Vi bliver ikke rigere af, at opdele den skat vi betaler i 99 kasser. Tværtimod.

Lad staten (folketinget) tage ansvar for at beslutte en række velfærdsrettigheder, der er gældende for alle danskere. Med det mener jeg, at der skal fastsættes minimums standarder, for den service det offentlige skal levere. Lige fra hvor mange pædagoger, skal der minimum være i dagsinstitutionerne. Til hvilket rengørings- og plejeniveau man som ældre som minimum kan forvente. Til hvor lang tid sagsbehandlingen for forskellige offentlige ydelser max må være osv.

Jeg foreslår ovenstående måde, da jeg har den holdning, at man som borger i Danmark har krav på samme serviceniveau, uanset hvor i landet man bor. Netop dette princip sikrer retfærdigheden.

Er der borgere der gerne selv vil betale for et højere serviceniveau, skal de have mulighed for det. Enten via det offentlige eller fra private leverandører.

Uden fælles mål, ingen løsning

Denne model betyder, at styringsprincipperne for kommunerne skal ændres. Kommunernes ansvar vil være at sikre, at borgerne i deres kommune får de velfærdsydelser, de har ret til.

Styrk kommunernes kompetencer til at beslutte hvilke borgere der har ret til hvilke velfærdsydelser, og lad regningen for de aktivitetsbaserede omkostninger blive betalt af staten.

Denne styringsmodel vil give, et mere gennemskueligt billede af hvad velfærdsydelserne koster. Dette billede vil kunne bruges til at udvikle stabile og omkostningseffektive velfærdsydelser, skræddersyet til de lokale forhold.

Mit forslag vil kunne samle vores politiske valgte ledere omkring et fælles mål, nemlig at sikre, at befolkningen får de velfærdsydelser, vi har ret til.

Hvis du tænker, at samme forslag kan bruges ift. regionerne, er jeg enig.

Call to action

Lad os vælge de politiske ledere, der kan samle befolkningen, skabe et retfærdigt samfund og gøre os stolte af at være danskere.

“I guess it comes down to a simple choice: Do you want to get busy living or busy dying?”

Tak for din opmærksomhed.

Ole

#letsgetbusyliving

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.