Har jeg nogensinde fortalt dig om min mormor? Hvis ikke, så lad mig gøre det nu.
Min mormor
Hun hed Anna Matilthe Sørensen (født Haim), i daglig tale: Momme Blomme.
Hun kom til verdenen den 8. februar det herrens år 1914, og hun døde den 29. juni 1987. 73 år gammel.
Hun var et menneske, der på overfladen ikke gjorde meget væsen af sig. Men i takt med, at jeg har lært mig selv at kende, er det gået op for mig, hvor stor betydning hun har haft, og stadig har, for mig. Hun påvirkede mig nemlig under overfladen. Hvordan kommer jeg tilbage til.
Lad mig sætte scenen
Jeg selv blev født i 1966 på Hillerød Sygehus. Fødslen var, som dele af mit liv, en hård en af slagsen. Der gik æggehvide i min mors fostervand, hvilket betød, at hun lå på sygehuset, i isolation, 1 måned inden jeg meldte min ankomst den 7. juni.
Min far og min mormor var de eneste, der måtte besøge min mor i denne periode.
For at tage hul på beskrivelsen af min mormor, så boede hun i Gilleleje, i et lille hus på Vandværksvej nr. 28. Som jeg husker det, var hun altid solbrændt, for hun elskede at tilbringe så meget tid i haven og i solen som hun kunne.
Det skal siges, at hendes helbred ikke altid var det stærkeste. Jeg tror ikke, at de Mini Golf cerutter hun ofte havde i mundvigen, var de bedste vitaminpiller. Men mormor havde en ro over sig, som jeg sjældent har oplevet i et andet menneske.
Da vi boede i Hillerød, var vi ofte på besøg i weekenderne og vi havde en fast tradition med at tilbringe sommerferierne i mormor og morfars udhus.
I takt med at jeg blev ældre, fik jeg mulighed for at komme alene på ferie. Det var ferier, hvor jeg havde min morfar og særligt min mormor helt for mig selv.
I centrum
Jeg følte mig i centrum, når jeg var sammen med mormor. Som om, hun kun sad og ventede på, at jeg stod op om morgenen (lidt syvsover har man vel lov til at være…).
Når jeg indfandt mig ved spisebordet i stuen, stod den på morfars hjemmelavede boller og så serverede mormor Oboy. For dig, der ikke har så mange år på bagen som jeg, kan jeg fortælle, at Oboy var et kakaopulver, man blandede med mælk, og så fik man den dejligste chokolademælk. Det syntes jeg i hvert fald. Og jeg kunne drikke, lige så meget jeg ville.
Når morgenmaden var indtaget, gik vi i gang med at snakke. Hvad en 5 årig dreng snakkede med sin mormor om, kan jeg ikke huske i dag. Men jeg husker stadig, hvad jeg følte, når hun nærværende, lyttede til mig.
Under overfladen
Hvad de ferier og den måde mormor behandlede mig på, har betydet for mig, er først sent i mit liv gået op for mig.
Jeg har ofte kæmpet med at føle mig forkert, og gør det stadig, den dag i dag, hvis jeg ikke er opmærksom.
Men når jeg var sammen med mormor, følte jeg mig altid rigtig. Lige meget hvad jeg gjorde, lige meget hvad jeg sagde, så opførte mormor sig som om, at det var helt OK med hende. Så længe jeg gjorde, hvad der var rigtigt for mig, så havde jeg hendes opbakning.
At blive behandlet sådan, sætter dybe spor. Når lytning kombineres med nysgerrige spørgsmål og accept af det der bliver svaret, så spreder følelserne rigtig og værdifuld sig i en lille dreng. Jeg følte mig ønsket og elsket, når jeg var sammen med min mormor. Det berører mig stadig.
Livets Kilde
Mine samtaler med mormor var for mig som at drikke af “Livets Kilde”. En kilde jeg stadig søger til, når livet er svært.
Når jeg drikker af kildens klare, kolde og friske vand, finder jeg den ro og accept, som jeg følte dengang, jeg sad og spiste boller og drak Oboy sammen med mormor. Optimismen vender tilbage, troen på mig selv vender tilbage, og det er som om, at solen begynder at skinne igennem de skyer af bekymringer, der nogen gange fylder mit sind.
Jeg har ofte fornemmelsen af, at hun stadig følger med i, hvad jeg laver. Som en skytsengel.
Lyt og bliv bevidst
Jeg havde glemt, at min mormor fik mig til at føle sådan. Bl.a. fordi jeg har brugt det meste af mit liv, på at lytte til andre, i stedet for at lytte til mig selv.
Sådan er det ikke længere. De sidste 10 år har jeg øvet mig i og lært at lytte til mig selv, på samme måde som mormor lyttede til mig. I takt med at jeg er blevet bedre til at acceptere mig selv, som mormor gjorde, er mit liv blevet lettere, mere roligt og mere fredsfyldt.
I dag er jeg bevidst om effekten af den måde min mormor behandlede mig på. Det er tydeligt for mig, hvad lytning med accept kan betyde for mennesker.
Lyt med accept
Du har måske allerede tænkt: ”Hvorfor fortæller jeg dig om min mormor?”.
Svaret er enkelt: lyt med accept.
- Lyt til dig selv – og find de gode følelser og ressourcer, som omsorgsfulde voksne engang har skabt i dig
- Lyt til dine børn – få dem til at føle sig accepteret, rigtige og elsket
- Lyt til din partner, din familie, dine kollegaer og venner – du ved aldrig, hvad det kan betyde for dem
Tak
Jeg er min mormor dybt taknemmelig for, at hun har lært mig at lytte. Selvom hun har været død i mange år, så har hun, på en måde, stadig en finger med i spillet, når jeg i dag lytter til mig selv, og gør hvad der er rigtigt for mig.
Tak mormor. Jeg elsker også dig. Vi ses.
Ole
PS Til min datter: Kære Anna, nu kender du lidt bedre, det menneske du er opkaldt efter <3
#letsgetbusyliving
2 Responses
hej Ole,
dejligt nærværende og sandt – tak fordi du delte din fortælling – det fik mig til at reflektere omkring det der er vigtigt og også over min mormor som ligesom din var født i 1914 – og også hun var et fantastisk menneske der betød meget for mig:-)
dbh Michael
Hej Michael, tak fordi du har taget dig tid til at skrive. Pudsigt at vores mormødre er født samme år 🙂 Jeg tror ligesom dig på betydningen af, at finde det der er vigtigt. Det kan vi kun, hvis vi lytter til os selv. Tak Ole