Jeg har to børn. Anna er 23 år gammel og Emma er 20 år.
Den 31. august 2019 flyttede den sidste, Emma, hjemmefra. Jeg har i denne periode været trist, med en følelse af at være mere end bare trist. Jeg har spurgt mig selv, hvorfor jeg har det, som jeg har det? De svar jeg har fundet, har jeg skrevet i et brev, som jeg har sendt til Anna og Emma.
Med udgangspunkt i brevet, har jeg talt med dem hver især. Vi har talt, om de er klar til at overtage ansvaret for deres eget liv, om at stå til rådighed hvis de får brug for min hjælp, og om hvad jeg skal gøre for at være verdens bedste far. Samtalerne har givet mig ro, jeg er blevet mere optimistisk, og de har fået mig til at føle en stolthed og kærlighed, der trækker vand i øjnene.
Du kan takke Anna og Emma for, at du nu har mulighed for at læse brevet. De har nemlig sagt ja til, at jeg må offentligtgøre det. Vi håber, at brevet inspirerer og hjælper forældre med at slippe deres børn og sætte dem fri, til nytte og glæde for både børnene og forældrene.
Til snusk 1 & 2
Det er ikke sjovt, når ens børn flytter hjemmefra. Ifm. at Emma er flyttet, er jeg blevet opmærksom på, at der er en del af mine følelser, som tror, at Anna stadig bor hjemme.
Jeg har derfor valgt, at ”dykke ned i hvad der foregår i mit ubevidste”. Dette brev indeholder svarene.
Formålet med at skrive brevet og sende det til dig er, at jeg gerne vil have en samtale med dig om, hvordan jeg, nu du ikke bor hjemme, bliver en god far for dig i fremtiden.
Jeg ved godt, at det lyder formelt, og der er sikkert ikke mange børn, der har fået et lignende brev fra deres far. Men jeg er, som du ved, ikke som alle andre. Når du læser brevet, ved du, hvorfor det er vigtigt for mig.
Jeg forestiller mig en hyggelig samtale, over en kop et eller andet.
Jeg elsker dig <3
Følelser i klemme
På mange måder er det mærkeligt at bruge ordet at ”slippe sine børn”. Som om jeg fysisk holder fat i dig, og nu skal give slip. Ordene er da også mere en metafor, som ikke skal tages bogstaveligt. Og så alligevel ikke. For der er en del af mig, der, som en navlestreng, holder fast i dig, og det er mine følelser. Det er mine følelser, der ikke har det rart i øjeblikket. De er bange for at give slip.
Hvorfor er jeg bange for at give slip, og hvad er det jeg slipper? For at svare på det sidste først, er det ansvaret. Jeg har siden din fødsel følt et ansvar for, at du har det godt, og at du lærer at klare dig i livet. Skal jeg være helt ærlig, føler jeg også et ansvar for, at du er glad, og at du får det bedste ud af dit liv. Det er den sidste del, der giver mig de største problemer.
Har jeg været en god far?
Har jeg fået lært dig, det du skal kunne, for at klare dig i livet? Det som fylder, når jeg skal svare på det spørgsmål, er, at det synes jeg ikke, at jeg er lykkedes godt nok med. Jeg har selv, sent i mit liv, lært betydningen af at lytte til mig selv og passe på mig selv, og føler derfor ikke, at jeg har haft tid nok til at lære dig det. Jeg føler, at jeg har svigtet.
Og følelsen af svigt, får mig til at stille mig selv flere spørgsmål. Har jeg været der for dig, når du har haft brug for det? Har jeg været den far, du ønsker dig? Også her føler jeg, at jeg kunne have gjort de bedre.
Selvom jeg har forsøgt at være hjemme og prioritere at være sammen med dig, har der været perioder, hvor jeg ikke har været mentalt til stede. Jeg har råbt af dig, når du ikke ville i bad, fordi jeg ikke havde overskud. Jeg bliver ked af det, når jeg skriver dette. Har jeg i det hele taget gjort noget godt for dig? Har jeg været en god far? Jeg ved det ikke. Og den selvkritiske del af mig, der er ved at tage over, hjælper mig ikke. Jeg har svært ved, at se de gode ting jeg gør.
Mine egne oplevelser gør det svært at slippe
Hvorfor er jeg bange for at slippe dig? Det første jeg tænker, er: ”Ting kan gå galt, hvis man ikke er rustet til det”. Hvor ved jeg det fra? Det ved jeg fra mit eget liv. Eller det vil sige, at jeg kender til at føle at stå med et for stort ansvar og være alene om at bære det. Jeg kender til at stå med opgaver, der er større end jeg kan magte, uden nogen voksne at få hjælp fra. Jeg kender til at kæmpe mig igennem udfordringer. Jeg kender til at føle mig alene og magtesløs. Jeg kender til at give op.
Det er hele den lange perlerække af egne erfaringer, jeg får i nakken, når jeg selv skal til at slippe dig. Mine følelser tror, at nu genspiller hele historien sig, og at du kommer igennem de samme pinsler, som jeg selv har været igennem, hvis jeg slipper. Det var vist meget godt, at jeg dykkede ned i hvad mine følelser har gang i, i mit ubevidste. I takt med at jeg skriver dette, begynder min fornuft at tage over, og frygten for at slippe bliver mindre.
Har du tillid til, at jeg altid vil være der for dig?
Nej, det er ikke alt, jeg har fået lært dig. Det vil også være en umulig opgave at give mig selv, at skulle lære dig at kunne klare alt. Det væsentligste for mig er, at du, hvis du får brug for hjælp, råd, støtte eller en der lytter, at du ved, at du altid kan ringe. At du har tillid til, at jeg er der, hvis du får brug for mig. Har du tillid til det?
Jeg bekymrer mig
Jeg kan høre, at det her, med at slippe ansvaret kører på et bagtæppe af bekymringer. Jeg bliver let bekymret, fordi alle de ting, der kan gå galt, fylder min bevidsthed.
Bekymringer har drillet mig store dele af mit liv, og gør det stadig. Når jeg tænker på fremtiden, er det som om at tanken: ”Det går galt”, er brændt ind i hjernebarken. Hvad er det, der er gået galt i mit liv? Hvad er det, der har gjort mig så bekymret?
Forskrækkelser
Ordet dukker op fra mit ubevidste, mens jeg skriver. Forskrækket over den første og eneste røvfuld jeg fik. Forskrækket over hvad der skete, da jeg som 4-5 årig havde plaget min mor om at prøve den hvide, der kom røg ud af, og min mor sagde: ”Sug godt ind”. Forskrækket over at sige farvel til far og mor, da jeg som 4-5 årig blev indlagt på Hillerød Sygehus – jeg troede, de aldrig ville komme tilbage. Forskrækket over den skefuld Oboy jeg fik galt i halsen og ikke kunne få luft. Jeg troede, det var slut. Forskrækket da Emma blev syg og hun indenfor et døgn var indlagt på intensiv afdelingen på Roskilde Sygehus. Det blev starten på 3,5 måned i konstant forskrækkelse.
Disse forskrækkelser kombineret med at jeg har følt mig alene store dele af mit liv, er kilden til mine bekymringer og min angst. Lige om lidt sker der noget ubehageligt, synes min underbevidsthed at forvente. Konsekvensen er, at jeg altid er i en eller anden form for alarmberedskab. Venter på den næste forskrækkelse. Jeg slapper aldrig helt af. Det er udmattende.
Er der grund til at være bekymret?
Spørgsmålet er, om jeg har grund til at bekymre mig, hvis jeg slipper dig?
Mit spontane svar er: Nej. Jeg ved, at jeg ikke har fået lært dig alt. Men jeg har tillid til, at jeg har lært dig, at ringe til mor eller mig, hvis du får brug for hjælp. Det beroliger mig at tænke på.
Hvad er det værste, der kan ske? Det er, at der sker dig noget. Noget der forhindrer dig i, at du kan leve dit liv fuldt ud. Jeg er bange for, at du kommer i bøvlede situationer, fordi jeg ikke har lært dig, det jeg skulle. Bange for at svigte dig.
Kernen af problemet
Jeg er ved at være inde ved kernen af, hvorfor det er så svært for mig at slippe ansvaret.
Når jeg forestiller mig, at jeg slipper dig, mødes to stærke modsatrettede følelser – kærlighed og angst. En kærlighed til dig der er så dyb, at jeg ikke kan beskrive den. Og en angst der primært handler om min egen historie og mine egne oplevelser. Får denne angst lov til at bestemme, hvordan jeg opfører mig, vil jeg fortsætte min overbeskyttende adfærd. Så vil jeg blive ved med at holde fast i, at dit humør er mit ansvar. Jeg vil risikere, at jeg vil blive ved med, at blande mig i dit liv og fastholde dig i et afhængighedsforhold til mig. Sker det, vil jeg for alvor svigte dig.
Fornuften og kærligheden skal vinde
Så styret af min fornuft og min kærlighed til dig, vil jeg slippe dig og sætte dig fri. Sætte dig fri til at gøre dine egne erfaringer i livet, og lade dig bruge disse erfaringer til at lære det, jeg ikke har fået lært dig. Som jeg selv har formet mit liv.
Om du vil leve dit liv fuldt ud, er op til dig. Hvad det vil sige at leve livet fuldt ud, er også op til dig. Det er ude af mine hænder. Alt hvad jeg kan gøre er, at leve mit eget liv fuldt ud, og håbe at det kan inspirere dig.
Kære Anna & Emma
I kærlighedens navn, jeg slipper dig nu. Brug din frihed, til at forme det liv du ønsker og lev dit liv fuldt ud.
Jeg elsker dig <3
Far
#letsgetbusyliving
8 Responses
For fanden Ole!….Den trak vand den der. Men det gjorde den jo fordi der må være noget genkendeligt i de følelser du beskriver, de begrundelser du kommer med.
Tak fordi du delte – også denne gang.
Inspirerende.
Hej Klaus, tak fordi du har taget dig tid til at skrive og for din opbakning. Det glæder mig, at du har fået et udbytte af indlægget. PS: husk at drikke vand aht. væskebalancen 😉
God weekend Ole
Hej Ole tak for god læsning, der sætter tanker i gang. Jeg bekymrer mig nok lidt mindre end du gør. Den tid, der er gået, er gået og kan ikke gøres om, og det der kommer, kan vi alligevel ikke altid styre. Planen er derfor at vi lærer vores børn at være selvstændigt tænkende, hensynsfulde individer med en robusthed der gør dem i stand til at klare det meste, og en selvindsigt der gør dem i stand til at bede om hjælp, når de har behov. Jeg er overbevist om, at du/I er lykkedes med jeres. Giv roligt slip.Vores bor heldigvis begge hos os lidt endnu, så vi har stadigvæk mulighed for at færdigprogrammere dem med inspiration fra dine gode tanker.
Hej Martin tak fordi du har taget dig tid til at skrive. Ja, jeg er opmærksom på, at min dagligdag vil opleves anderledes, hvis jeg bekymrer mig mindre. Jeg er i fuld gang med at overbevise mine “bange anelser” om, at de godt kan tage det roligt. Det går fremad :-). Jeg håber, at der er nogle flere forældre, der læser din formulering af, hvad målet for opdragelsen af vores børn er – jeg kan ikke sige det mere præcist. Bh Ole
Hej Ole
Stærkt skrevet og tak for at dele.
Jeg kan kun være enig med Klaus – der er meget i det du skriver der er genkendeligt – specielt frygten for at ”ting kan gå galt, hvis man ikke er rustet til det”. Gad vide om det er noget branche relateret. Vi lever jo af at risikoafdække, forudsige det der ikke må ske og iværksætte afværgende foranstaltninger rettidigt.
Det kører fra morgen til aften og nogle gange også om natten. Ikke underligt at det gnaver sig ind i ens personlighed og påvirker den måde vi agerer på – også overfor vores kære, selvom det burde være et helt andet rationale der styrer os derhjemme.
Hej Erik, mange tak for at du har taget dig tid til at skrive, og tak for det du har skrevet. Lidt stolt kommer jeg til at føle mig 🙂
Mht. at bekymre sig tror jeg at det er helt individuelt. Personligt kan mine bekymringer nå katastrofehøjde, hvis jeg ikke er opmærksom. Alle mennesker er født med en stærk frygtdrift, som har gavnet vores overlevelse, dengang der var mange fysiske farer i verdenen (farlige dyr, andre klaner mm.). Det er der slet ikke grund til i den moderne verden. Som jeg ser det, er godt at være bevidst om, når vi frygter noget, for så kan vi tage stilling til og der er grund til at være bekymret. I din branche er det en god kompetence at have, at være bekymret, for det kan være bekymringen der tilskynder dig til at undersøge de risici du støder på. Forholder man sig til disse risici, kan man håndtere dem. Det er da kompetent. Eller?
Problemet er selvfølgelig, hvis man tager bekymringerne med hjem, og de får lov til at forstyrre nattesøvnen. Så kan det godt være en god idé at finde en metode, hvor man kan “parkere dem” på kontoret.
Erik hvis du kan acceptere, at vi er styret af vores følelser, både på arbejde og hjemme, er du langt. Kunsten er, at lære at parkere “arbejdsfølelserne” på arbejdet, så bliver det nemmere for dig at gøre de ting, og være som du gerne vil være, når du er hjemme. Øvelse gør mester :-). Mange hilsner Ole
Hej Ole Tak for din deling. Der er en del genkendelse i dine ord.
Vi har lige sendt vores førstearving afsted.
Jeg tror man skal vende den lidt om og kigge på alle de formaninger og forudsigelser vores forældre kom med til os. Tænk et kedeligt liv vi havde levet hvis det skulle have gået efter deres ønsker…..
Jeg forsøger at komme med så få formaninger som muligt. Jeg tror på at de godt selv kan finde ud af om det de har gang i er godt eller skidt, men bekymringerne er der der naturligvis.
Jeg kunne godt have sagt til datteren, at hendes nye knive var skarpe – ved ikke om de havde hjulpet noget, for hun vidste det jo godt, da hun på 1. dagen alene i lejligheden “lod den glide” igennem æblet og ind i lille fingeren med tur på skadestuen og 3 sting til følge. Det var ikke sjovt i nuet, men tror det er med til at gøre hende voksen – at tage ansvar. Det er kun hende selv der kan det.
Godt Nytår til dig. Glæder mig til at følge med i dine betragtninger i 2020.
Hej Frank – tak fordi du har taget dig tid til at skrive. Du beskriver så fint, at den måde vi opdrager vores egne børn, har rod i den opdragelse, vi selv har fået. At tage stilling til hvordan vi vil opdrage vores børn, er det bedste, vi kan gøre som forældre.
Og du har ret. Det nytter ikke noget at være styret af vores egne bekymringer, ungerne må selv gøre deres erfaringer, og vi må have tillid til, at de lærer af dem.
Denne artikel og de kommentarer der er kommet, har hjulpet mig med at slippe mine unger. Nu øver jeg mig i, at nyde når jeg er sammen med dem, og glæde mig over den måde de former deres liv på.
Tak for din opbakning. Jeg ønsker dig et rigtig godt nytår. Jeg har stadig en del på hjertet. Så der kommer flere betragtninger i 2020 :-).