Når du ikke dit budget i år? Nåede du heller ikke dit budget sidste år? Kender du til, at økonomiske overraskelser vælter ind i 4. kvartal? Hvis dit svar er: “Ja”, så er der risiko for, at du har mistet forbindelsen til virkeligheden.
Når dialogen mellem lederen og medarbejderen bliver til envejs kommunikation, så mister man forbindelsen til virkeligheden. Læs denne artikel, hvis du vil vide, hvordan du bryder mønsteret.
Hvorfor denne artikel?
I mit daglige arbejde taler jeg med topledere, mellemledere og medarbejdere. Fra disse samtaler ved jeg, at toplederne i mange virksomheder har mistet forbindelsen til virkeligheden, fordi de er holdt op med at lytte til deres medarbejdere.
Jeg ved, hvor store menneskelige omkostninger det har for alle, når man holder op med at tale sammen og lytte til hinanden. De menneskelige omkostninger er min motivation for at skrive denne artikel.
Gør-som-jeg-siger-typen
”Du mangler 10 MDKK”, sagde min bestyrelsesformand til mig. Jeg var på det tidspunkt divisionsdirektør i ISS, bl.a. med ansvar for snerydning og vintertjeneste. ”Ja”, sagde jeg. ”Det har ikke sneet så meget i denne vinter, som vi havde regnet med. Men den sne der er kommet, har vi tjent mere på at rydde, end vi plejer.”
”Du mangler 10 MDKK”, sagde han igen. ”Hører du ikke efter? Man kan ikke tjene penge, på sne der ikke falder!”, tænkte jeg. Men ordene kom aldrig over mine læber. For dengang havde jeg ikke modet. Jeg var bange for konsekvenserne, hvis jeg ikke ”leverede varen”. Så jeg knoklede videre, uanset hvor urealistiske mine mål var.
Min bestyrelsesformand var gør-som-jeg-siger-typen. Og når han havde sagt, at der skulle findes 10 MDKK, så skulle de findes. Men han vidste ikke, hvor demotiveret hans ledelse gjorde mig. Hvor skulle han også vide det fra, jeg havde jo ikke sagt noget. Jeg var mere optaget af, hvor jeg skulle finde de 10 MDKK, uden at skære i de penge jeg havde øremærket til den langsigtede udvikling af min division.
Hvorfor fortæller jeg denne historie?
Oplevelsen er et eksempel fra det virkelighed liv på, hvad der sker, når ledere og medarbejderne holder op med at tale sammen og lytte til hinanden. Prisen lederne betaler, det er, at de mister forbindelsen til virkeligheden. De tror at, de mål der arbejdes efter, er realistiske, men det er de ikke i virkeligheden.
Det er som at tisse i bukserne at kommunikere på den måde. Det varmer på kort sigt, men det bliver snart koldt. Første temperaturfald indfinder sig, når prognosen for året nedskrives 1. gang.
Så plejer standardreaktionen fra topledelsen at være omkostningsbesparelser, fyringer, gap-closing planer og andre tiltag, der ofrer virksomhedens langsigtede udvikling, på de-kortsigtede-økonomiske-måls alter. Sker det, så bliver det rigtig koldt om lidt.
Kender du mønsteret?
Sådan bevarer du forbindelsen til virkeligheden
Du bevarer forbindelsen til virkeligheden, hvis du er god til at lytte. Til dig selv, til dine medarbejdere og til de mennesker du ellers er i kontakt med.
Nogen gange kan det være svært at høre virkeligheden
Vær opmærksom på, hvis der er noget, du ikke bryder dig om at høre. Kommer disse tabuer ”på bordet”, er det særligt vigtigt, at du bliver ved med at lytte.
Hvis det viser sig, at et mål ikke længere er realistisk at nå, fordi der ex. ikke er faldet så meget sne som forventet, så hav modet til at blive i virkeligheden. Lyt til den medarbejder der overbringer dig budskabet. Brug din fornuft og dit mod til at se virkeligheden i øjnene, revider din prognose, lær af episoden og kom videre.
Det er altid bedre at se virkeligheden i øjnene, end at prøve og flygte fra den.
Lav en liste med de tabuer du har svært ved at tale om. Det vil gøre det nemmere for dig at lytte til virkeligheden.
Stil dine medarbejdere til ansvar for at sige deres mening
Vi må se i øjnene, at det nogen gange er svært for vores medarbejdere, at fortælle hvordan de oplever virkeligheden. Så hvordan finder vi ud af, hvad medarbejderen mener, når vi ikke er tankelæsere? Svaret er: Stil spørgsmål og lyt til svarene.
Vil du sikre dine medarbejderes commitment, til de mål der besluttes, kan du bruge følgende spørgsmål:
- Hvad skal der til for at nå dette mål?
- Er det realistisk at gennemføre tiltagene?
- Synes du, at målet er realistisk?
- Hvis svaret er ”Ja”, så spørg: ”Hvorfor?”
- Hvis svaret er ”Nej”, så spørg: ”Hvorfor?”
- Hvis du lytter til svarene, vil du finde ud af, hvad dine medarbejdere har brug for, for at kunne nå målene. Gi’ dem det og I er godt på vej.
Jeg håber, at jeg med denne artikel har overbevist dig om vigtigheden af at lytte og dialog er vejen til at formulere disse mål.
Er du så god til at lytte, som du gerne vil være?
Jeg tror på, at de virksomheder der vil klare sig bedst i fremtiden, er dem, hvor ledere og medarbejdere taler åbent, særligt når det ikke går som forventet. De ledere der opbygger en kultur, hvor det forventes af alle, at de siger deres opfattelse af virkeligheden. Jeg tror på, at de ledere, der lytter, når deres medarbejdere siger deres mening, vil skabe de bedste resultater på lang sigt.
Vil du gerne blive bedre til at lytte, eller har du brug for at få fjernet lidt mentalt ørevoks, så gi’ mig et ring 22 70 50 55.
Tak for din opmærksomhed.
Get Busy Living.
Ole
PS Vil du have artiklen som PDF, kan du downloade den her.