Tal hjernens sprog, og skab udvikling og bedre resultater, hurtigere

Formulerer du dig med så få ord som muligt, og med ord der præcist beskriver adfærd? Så taler du, det sprog hjernen forstår.

At du taler hjernens sprog, er afgørende for, at du kan skabe udvikling og bedre resultater. Kan du ikke i adfærd beskrive, hvad du vil have folk til at gøre anderledes, risikerer du at blive en skriftklog meningsmaskine. Det kan godt være, at det, du siger, lyder klogt, men dine ord vil aldrig blive omsat til ny adfærd. Ingen ny adfærd, ingen udvikling.

Vil du være skriftklog, lyde klog eller skabe bedre resultater?

Hjernen har brug for at vide, hvad den skal gøre. Det gør du bedst ved at formulere dig i adfærd. At du taler hjernens sprog, er helt afgørende for, om de ord der kommer ud af din mund eller din pen, kan omsættes til virkelighed.

Lad mig give dig et par eksempler, på udsagn der aldrig bliver omsat til handling. Jeg har fundet citaterne på LinkedIn. De er alle fremsat af personer, jeg opfatter som kompetente, seriøse og som gerne vil bidrage til udvikling indenfor deres felt:

  • ”Vi skal etablere, nye strukturelle fundamenter der tilsammen understøtter menneskers naturlige præmisser.”
  • ”Vi skal designe omgivelser, arbejdsprocesser og ledelsesmodeller der gavner mennesker.”
  • ”Vi skal arbejde med at skabe social kapital med nærmest rigidt fokus.”

Ved du, hvad du skal gøre, hvis du vil omsætte ovenstående til handling?

Langt den overvejende del, af det jeg læser om ledelse, er formuleret i ovenstående ”skriftkloge sprog”. Men ord, teorier og intentioner, vil aldrig blive omsat til ny adfærd, medmindre du lærer at tale i adfærd.

Hjernen har brug for at vide, hvad den skal gøre

Vores hjerne er et utroligt organ. Den er fuldkommen eminent til at håndtere vaner. Når først vi har lært noget, holder vores hjerne styr på det, helt uden at vi behøver at tænke over det.

Men har vi behov for at lære eller gøre noget nyt, er det en helt anden situation. Det kræver bevidsthed at gøre noget nyt, og her kan hjernen kun gøre 1 ting af gangen.

Jo bedre det, du vil lære, er ”skåret ud i adfærdspap”, jo lettere er det for hjernen, at vide hvad den skal gøre, og jo hurtigere vil du lære nyt.

Taler du hjernens sprog, formulerer du dig med så få ord som muligt, og med ord som præcist beskriver den adfærd, du vil udvikle.

Hovedreglen er, at hvis du har behov for at forklare, det du har sagt eller skrevet, så er adfærden ikke beskrevet præcist nok.

Min Ledestjerne er formuleret i hjernens sprog

Ledestjernen, der indgår i mit Natural Born Leadership koncept, er formuleret i hjernens sprog.

Her har jeg skåret ud i pap, de 8 ledelseskompetencer som bl.a. skaber tillidsfuldt og effektivt samarbejde. Alle 8 kompetencer er formuleret i nutid, det hjælper hjernen på vej.

Formålet med Ledestjernen er at give dig en værktøjskasse, der kan hjælpe dig med at løse dine udfordringer, og friheden til at forme dit eget liv.

Lad mig uddybe 2 af kompetencerne der indgår i Ledestjernen:

Prioriterer

”Har overblik og siger ja og nej til opgaver””. Denne ledelsesadfærd sikrer balance mellem mål, ressourcer og arbejdsopgaver.

En forudsætning for, at du kan prioritere, er, at du har overblik. Har du mistet overblikket, kan du genetablere det ved, at skrive de ting ned, du ikke har overblik over. Det er en enkel metode, der virker.

Hvor godt er dit overblik?

Det er særligt ordet ‘nej’, der kan være svært, at få over læberne. Har du ikke lært at sige ‘nej’, når du ikke har tid til flere arbejdsopgaver, risikerer du at blive stresset.

Der er flere måder at sige ‘nej’ på. Her er et par stykker:

  • Medarbejder: “Jeg har ikke tid til at løse alle disse opgaver chef. Hvilke kan jeg udskyde til næste uge?”
  • Chef: “Vil du løse denne opgave?”. Medarbejder: “Det vil jeg gerne, men så skal du fortælle mig, hvilken af disse arbejdsopgaver der kan vente.”
  • Medarbejder: “Chef det er svært for mig at sige ‘nej’ til arbejdsopgaver”. Chef: “Hvad er årsagen til det?”. Medarbejder: “Det er fordi…….så kan du selv fortsætte sætningen

Hvis du begynder at sige ovenstående sætninger, vil du blive bedre til at prioritere. Det plejer at være godt for det personlige overskud, trivslen og resultaterne.

Vil du læse mere om, hvordan man kan opbygge en prioriteringskultur i en virksomhed, så finder du min opskrift her.

Anerkender

”Taler om det som fungerer og gøres godt”. Denne ledelsesadfærd er relevant, hvis du vil sætte fokus på alt det som lykkedes, og det I kan være stolte af.

Vi mennesker har en medfødt præference for at fokusere på fejl og mangler. Konsekvensen er, at vi fylder vores bevidsthed, med alt det som ikke fungerer. Vi bliver derfor ikke opmærksomme på alt det, der rent faktisk fungerer og gøres godt. Min erfaring er, at mennesker og organisationer er meget dygtigere, end de selv er klar over. Men det kræver, at du begynder at tale om, alt det der lykkedes.

Hvornår har du sidst sagt: ”Jeg synes, at du gør et godt stykke arbejde”, til nogen? Hvornår har du sidst sagt det til dig selv? Hvad tror du, det vil betyde for jeres resultater, hvis alle dine medarbejdere følte sig stolte, over det arbejde de udfører? Føler du dig stolt?

På samme måde er de resterende 6 ledelseskompetencer i Ledestjernen formuleret i hjernens sprog. Du kan læse mere om mit koncept og Ledestjernen her.

Sådan lærer du at tale i adfærd

Brug min Ledestjerne som værktøjskasse og inspirationskilde til at løse dine udfordringer og nå dine mål. Du kan gøre det på følgende måde:

  • Tænk på en udfordring, du gerne vil have løst
  • Se på Ledestjernen og stil dig selv spørgsmålet: ”Hvilken adfærd vil hjælpe mig med at løse min udfordring?”
  • Når du har valgt adfærden, så beskriv, med så få ord som muligt, hvad du vil gøre, hvad du vil sige, til hvem og hvornår
  • Gør det!

Ledestjernen er et enkelt værktøj (det elsker hjernen). Du vil blive overrasket over, hvor mange udfordringer den kan bidrage med at løse. Jeg bruger selv Ledestjernen til at udvikle mit liv, mit arbejde, mit parforhold og forholdet til mine børn. Den hjælper mig med at beslutte, hvad jeg skal gøre for at løse en af mine udfordringer.

Din lederstil kan afgøre alt. Læs hvordan her.

Hjernens sprog = hurtigere udvikling

Nøglen til at skabe udvikling er, at du taler hjernens sprog. Træner du din evne til at formulere dig præcist og med få adfærdsord, vil du sætte din udviklingshastighed op. Hvad vil det betyde for dit liv?

Har du brug for inspiration til, hvordan du kommer i gang med at bruge Ledestjernen og tale i adfærd, så giv mig et ring 22 70 50 55. Fortæl mig om den udfordring der driller dig. Så vil du, inden samtalen er slut, få mit bud på, hvilken adfærd du skal i gang med at udvikle.

Tak for din opmærksomhed.

Ole

#getbusyliving

PS Du kan downloade artiklen i pdf-format her.

2 Responses

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *