En høj rang er ingen garanti for et godt liv

Vi er født med en stærk tilskyndelse til at søge en højere rang, i de hierarkier vi befinder os i. Men er vi ikke opmærksomme, risikerer vi, at køre i store biler, have en prestigefyldt uddannelse og være ansat i en høj stilling, i et anerkendt firma, og alligevel føle en tomhed, savne glæden og et meningsfuldt liv.

Lyt til dig selv, og gør de ting der får dig til at føle dig stolt, glad og nyttig, så skal du nok finde din vej til et meningsfuldt liv.

Nytårskur – en festdag for krybdyrshjernen

Den nytårskur der afholdes på Christiansborg, er i den grad en begivenhed, der skærer, hierarkiet af den danske befolkning, ud i pap. Eller det vil sige ikke hele befolkningen, kun de særligt udvalgte. ”Forordningen for rang” er den liste der bruges, når det skal besluttes, hvem der skal inviteres til årets Nytårskur, og hvem der ikke skal inviteres.

På rangordenslisten er de udvalgte inddelt i 7 rangklasser, og kun rangklasse 1, 2 og 3 deltager i Nytårskuren.

Begivenheden er en festdag, for den del af vores krybdyrshjerne der er optaget af, hvor vi befinder os i hierarkiet. Det vender jeg tilbage til.

Den historiske baggrund

I gamle dage, og her taler jeg om Christian den 6. (levede fra 1699 til 1746), var der fri og offentlig adgang til kongens nytårstaffel. Alle kunne komme og ønske majestæten ”Godt nytår”.

Men da Christian den 6. flyttede fra Københavns Slot til Christiansborg, blev det for meget for kongen at have alle de mennesker rendende. Så dem der ville ønske kongen ”Godt Nytår”, skulle ”sorteres”. Det gjorde man ved at begrænse adgangen til bestemte personer og grupper. Her brugte man “Forordningen om Rang” til at styre, hvem der kunne komme ind, og hvornår på dagen de kom. Metoden benyttes den dag i dag. Kilde: Kongehuset.dk.

Hvem vil ikke gerne være inviteret til Nytårskur?

Hvad har Nytårskuren og rangfølge med krybdyrshjernen at gøre, tænker du måske?

Jeg ved ikke med dig, men en stemme inde i mit hoved siger: ”Bare jeg var inviteret til Nytårskur!”.

Den stemme kommer fra den del af vores hjerne, der bl.a. er optaget af, hvor vi befinder os i hierarkiet. Stemmen tilhører en af vores 7 medfødte drifter, nærmere bestemt ”Rangordensdriften”.

Vi er fra naturens side, programmeret til at ville op i hierarkiet. Det er i toppen af hierarkiet, der er adgang til flest ressourcer. I naturen giver rang ex. adgang til mad. Dem med høj rang kan spise og blive store og stærke. De stærkeste kan slå de andre hanner og få adgang til hunner, så de kan forplante sig og sprede deres gener.

Men i et moderne samfund er adgangen til mad, for de fleste, ikke et problem. Og vi behøver ikke længere at tæve nogle andre for at få sex og sprede vores gener.

”Op i hierarkiet” en stærk drivkraft

Hvad gør krybdyrshjernen så, når den stadig har behovet for, at føle at den (vi) har høj rang?

Den kaster sig over ting, som “flokken” anerkender, og opfatter som værende i toppen af hierarkiet. I erhvervslivet kan det være:

  • Størrelsen på den bil du kører i: ”Han kører i Porsche, han må virkelig tjene kassen”.
  • Titler er vigtige. Særligt “direktør” titlen kan få mange til at savle.
  • Sidder du i “direktionen”, er du noget særligt.
  • Har du gået på INSEAD, IMD eller Harward, så er du virkelig én, man ser op til.
  • Er du, eller har du været, ansat i McKinsey, Novo Nordisk eller Statsministeriet så kan du alt, og har altid succes.

Ovenstående beskriver opfattelser af forskellige hierarkier. Fordi krybdyrshjernen kører på det program, der hedder ”Jo højere rang, jo bedre”, vil vi instinktivt være tilskyndet til, at arbejde os op i de hierarkier vi befinder os i. Derfor bliver en invitation til en Nytårskur en fest for hjernen. For invitationen er det synlige bevis på, at du har høj rang.

Det ligger lige til højrebenet at tænke: ”Er du inviteret til Nytårskur, så bliver livet ikke bedre.”

Men det passer ikke.

Rangordensdrift og ydrestyring en farlig cocktail

Din livskvalitet er ikke defineret af, hvilken bil du kører i. Hvilken titel og uddannelse du har. Hvilken virksomhed du er ansat i, eller om du har været til nytårskur eller ej.

Men vores rangordensdrift er en meget stærk drivkraft. Det er den fordi, det for mange år siden var et spørgsmål om liv og død, hvor du befandt dig i hierarkiet. Det er det ikke længere.

Hvis du blander rangordensdriftens kraft med det faktum, at vi mennesker er ydrestyret af natur (krybdyrshjernen foretrækker at tilpasse os til andre), så har du en farlig cocktail. Hvis du ikke er bevidst om, hvordan disse kræfter påvirker dig, risikerer du at blive drevet ind i et job, en uddannelse, eller virksomhed som er anerkendt af andre, men ikke er den rigtige for dig.

Hvad hjælper det at køre i en stor bil, have en prestigefyldt uddannelse og en høj stilling i et anerkendt firma, hvis man føler, at livet, er tomt, og mangler mening?

Find det hierarki, du vil være i toppen af

Du finder det rigtige hierarki for dig ved at lytte til dig selv. Her er der et par spørgsmål, der kan hjælpe dig på vej:

  • Hvilket job er det rigtige for dig? Hvilke kompetencer vil du bringe i spil, så du gør en forskel du er stolt af?
  • Hvilken virksomhed har et formål og en måde at arbejde på, som du finder meningsfuld?
  • Hvis du vil udvikle dig, hvilke kompetencer er du motiveret til at udvikle? Hvilken uddannelse/kursus skal du så deltage i for at udvikle disse kompetencer?
  • Kør i den bil det passer dig

Kun ved at lytte til dig selv, kan du gøre, hvad der er rigtigt for dig.

Der er ikke noget galt med at ville højere op i hierakiet. Men brug den medfødte drivkraft til din fordel. Vær ambitiøs. Ellers går du i stå. Beslut dig for at nå mål, der motiverer dig til at sætte en udvikling i gang. Slip drivkraften løs, og arbejd dig til toppen af det hierarki, der er det rigtige for dig.

Når du føler dig nyttig, glad og stolt, så ved du, at du er på rette vej.

Tak for din opmærksomhed.

Get Busy Living.

Ole

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *