Indholdet af artiklerne på min blog udvikler sig i takt med min egen personlige udvikling. I dette indlæg fortæller jeg, om den rejse jeg har været på. Hvorfor jeg skriver om de emner, jeg gør, og hvad du kan forvente dig i fremtiden.
Hvad der ikke vil ændre sig, det er mit formål med artiklerne. Jeg skriver for, at hjælpe mennesker med at opnå indflydelse og kontrol. Den indflydelse der giver dem friheden til, at forme det liv de ønsker. Det formål har mine artikler altid haft, og det vil de blive ved med.
Jeg gør alt, hvad jeg kan for at få mine læsere til at elske livet, og jeg er ikke bleg for at bruge både stok og gulerod ;-).
Personlig udvikling = nye emner
Den personlige udvikling, jeg gennemgår, giver mig inspiration til mine artikler.
Min forretningsidé har altid været, at være den fortrolige sparringspartner som jeg selv har savnet. Jeg kom lige fra et lederjob, da jeg startede som selvstændig for snart 12 år siden. Så hvis du læser nogen af mine første artikler, så skrev jeg en del om de udfordringer, jeg vidste, at mange ledere sad med i deres dagligdag. Som denne om Samarbejde, mistillid og konsekvens.
I takt med min egen personlige og forretningsmæssige udvikling, skiftede min interesse og mit fokus. Fra de ledelsesmæssige udfordringer, til mennesket bag udfordringerne. Hvorfor leder vi, som vi gør? Hvad er det, der driver os? Og hvad er det, der forhindrer os i, at være de ledere vi drømmer om at være? Var spørgsmål, som jeg prøvede at finde svar på. Hvorfor fremtiden tilhører de følsomme ledere, er en af artiklerne fra denne periode.
De seneste par år
I løbet af de seneste par år, er det blevet tydeligere for mig, hvor stor betydning vores egen personlige drivkraft har. Dels på den måde vi leder os selv, og dels på hvordan vi leder andre. Vi kan ikke løse forretningsmæssige udfordringer uden at tale om de følelser, der driver vores egen lederstil. De ledere der ikke har modet til at tale om sig selv og deres følelser, vil kun skabe overfladiske og midlertidige resultater. Og de vil få et liv, der er mere præget af at overleve, end at leve livet fuldt ud.
Min artikel Din lederstil kan afgøre alt, er mit forsøg at beskrive nødvendigheden af, at vi påtager os det fulde ansvar, for alt hvad vi gør og ikke gør, hvis vi vil have friheden til at forme vores liv. Hvis du som læser, af mine artikler i denne periode, har haft opfattelsen af, at jeg taler “direkte ned i tragten”, så ved du hvorfor.
Mine artikler understøtter, den måde jeg arbejder på
Alle mine artikler har det overordnede formål, at hjælpe mennesker med at opnå indflydelse. Den indflydelse der giver dem friheden til, at forme det liv de ønsker. Det formål har de altid haft, og det vil de altid have.
Min artikler indeholder ofte en vinkel på, hvordan du bruger hjernens funktion til din fordel. Det kan ikke gøres uden at tale om følelser, og der er særligt de dårlige af slagsen, vi skal lære at håndtere. Jeg ved, at mine artikler kan være ubehagelig læsning. Men jeg håber, at læseren kan se fornuften, i det jeg skriver, og i den nye adfærd jeg foreslår. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at få mine læsere til at elske livet, og jeg er ikke bleg for at bruge både stok og gulerod for, at nå det mål.
Jeg forsøger at inspirere og engagere mine læsere ved at fortælle om mig selv og mine egne udfordringer i livet, som her. Jeg gør mig umage for at skrive artiklerne i et sprog, der er til at forstå, så læseren bedre kan relatere sig til indholdet.
Menneskelige omkostninger påvirker mig
I den periode jeg er inde i nu, fylder særligt de menneskelige omkostninger ved 1) inkompetent ledelse og 2) mennesker der er ofre for andres dårlige ledelse, min opmærksomhed.
Det påvirker mig at læse, at flere og flere rammes af stress, at flere og flere skifter job, at politiet er voldsomt underbemandet, at halvdelen af alle ægteskaber opløses, og når ledere ikke påtager sig det ansvar, de er ansat til at påtage sig. Det er disse menneskelige omkostninger og den manglende ledelse, der er min drivkraft for at skrive i øjeblikket.
Vi ledere bliver nødt til at tage skeen i den anden hånd. Men det bliver medarbejderne også. Og de mennesker, der føler sig som ofre, bliver nødt til at tage ansvaret for deres eget liv. For gør de ikke det, vil de være ofre resten af deres liv.
Jeg har en række konkrete bud på, hvordan både ledere, medarbejdere og ofre kan komme i gang med at optræde mere ansvarligt, som jeg glæder mig til at dele. Det er ikke så svært, som vores følelser tror.
Jeg er stolt af mine skriverier
Jeg skal være den første til at sige, at jeg ikke er den fødte forfatter. Jeg har altid hadet, når der stod “Dansk stil” på skoleskemaet. Jeg foretrækker at tale med mennesker. Så det var en række gamle dårlige følelser, der meldte sig, da jeg erkendte, at jeg måtte i gang med at skrive artikler.
Hvis du kombinerer hadet til at skrive med store krav til kvaliteten af det skrevne, så kan du næsten selv forestille dig, hvordan jeg havde det, da jeg skulle i gang med min første artikel. Artiklen var på 2-3 sider, og den tog mig 4 dage at skrive. Jeg var utallige gange lige ved at eksplodere, fordi jeg kunne ikke få det budskab, jeg ønskede at formidle, ned på papiret.
Skriveblokeringer, modstande, overspringshandlinger (aldrig har jeg vasket så meget op som i den periode) og selvkritik. Havde disse følelser fået lov til at bestemme, havde du aldrig læst en artikel fra min hånd. Heldigvis hader jeg også at give op. Jeg hader, når der er noget jeg ikke mestrer, og så tror jeg, at jeg faldt i gryden med viljestyrke som barn.
Så jeg har øvet mig og gør det stadig. Det er blevet til en hel del artikler. Når jeg i dag kikker på min blog, er jeg umådelig stolt af alle de artikler, jeg har fået skrevet. Jeg er stolt af den præcise og direkte skrivestil, jeg har udviklet. Jeg er særligt stolt af, at jeg altid skærer tingene ud i adfærds-pap, så det bliver så nemt for dig at få dine udfordringer løst.
Drømmer du om at leve livet fuldt ud?
Kunne du godt tænke dig at opnå mere indflydelse over dit liv og modtage tips til hvordan du gør? Så skriv dig på min nyhedsbrevsliste. Du finder listen her.
Jeg glæder mig til at inspirere og vise dig hvordan, du opnår endnu mere indflydelse.
“I guess it comes down to a simple choice: Do you want to get busy living or busy dying?”
Tak for din opmærksomhed.
Ole
#letsgetbusyliving
4 Responses
Hej Ole
Tak for Året der gik, jeg vil gerne ønske dig og din familie en dejlig jul og et lykkebringende nytår!.
Og ja! dit nyhedsbrev skaber rigtig megen værdi for mig.
De varmeste hilsener
Keld
Hej Keld, dejligt at høre fra dig. Tak for meldingen ved. mit nyhedsbrev og rigtig god jul og godt nytår til dig og din familie. Bh Ole
Hej Ole,
Jeg sætter meget stor pris på at læse dine artikler, der altid er skrevet med en skarp pen og fyldt med personlige følelser – på den gode måde.
Så det bliver et pænt “nej tak” til tilbuddet om at afmelde dine nyhedsbreve.
Glædelig jul til hele familien.
De bedste hilsner
Henrik
Hej Fager, rigtig mange tak for at du har taget dig tid til at skrive. Tak for dit feedback, jeg fortsætter. Jeg glæder mig til, at give dig ny inspiration som kan hjælpe dig med at få endnu mere glæde ud af livet :-). Rigtig god jul og et godt nytår til dig og hele din familie – Ole